Kildekritik i efteråret: sådan holder du styr på kilderne i de mørke måneder

Når dagene bliver kortere, bliver redaktionerne ofte travlere. Budgetforhandlinger, kommunale regnskaber, årsopgørelser fra organisationer og de første tilbageblik på året lander samtidig på bordet. I de uger er det fristende at nøjes med den kilde, der svarede først, eller at citere en pressemeddelelse, som den står. Det er ikke dovenskab, men tidsnød, og den kan du planlægge dig ud af.

Som underviser i digital verifikation ser jeg, at fejlene sjældent opstår i det svære stof. De opstår i det rutineprægede, hvor ingen stopper op og spørger, hvem kilden egentlig er, og hvad den ønsker, at læseren skal tro. Derfor handler dette indlæg om vaner, der kan holde, når tiden er knap, og ikke om nye værktøjer.

Før du bruger en kilde, så skriv to linjer ned: hvem er afsenderen, og hvad vil afsenderen opnå med at fortælle dig netop dette nu. Det tager under et minut. En brancheforening, der udsender tal om efterårets omsætning, har en interesse i et bestemt billede, og det gør en kommune, der præsenterer sit regnskab, også. Interessen gør ikke tallene forkerte, men den fortæller dig, hvad du skal efterprøve.

Mette Skovgaard, som underviser i kildevurdering hos os, plejer at sige, at en kilde ikke er pålidelig eller upålidelig i sig selv. Den er pålidelig til noget bestemt. Skriv derfor også, hvad kilden kan have direkte viden om, og hvad den blot gengiver fra andre. Den forskel afgør, om du skal videre til en primær kilde.

• Afsender: hvem står bag, og hvem betaler?
• Interesse: hvad vinder afsenderen ved, at du tror på det?
• Nærhed: har kilden selv set det, eller gengiver den andre?

Et krydstjek er kun værd noget, hvis den anden kilde er uafhængig af den første. To artikler, der begge bygger på samme pressemeddelelse, er én kilde, ikke to. I efteråret ser du det ofte med rapporter og undersøgelser, som mange medier omtaler næsten ens inden for få timer.

Find i stedet en kilde med anden vinkel: en forsker uden tilknytning til rapporten, et offentligt register, et dokument, du selv kan åbne. Noter, hvordan du kom frem til den, så en kollega kan gå samme vej. Det er i øvrigt præcis det, vi øver på kurset, fordi det gør dit arbejde lettere at forsvare, hvis nogen senere spørger.

• Tjek, om to kilder bygger på samme oprindelse
• Foretræk dokumenter, du selv kan åbne, frem for gengivelser
• Skriv stien ned, så andre kan følge den

Mange redaktioner har faste kontakter, som de har brugt i årevis. Det er en styrke, men også en risiko, for en kilde, der var troværdig for to år siden, kan have skiftet stilling, arbejdsgiver eller interesse. Efteråret er et godt tidspunkt at gennemgå sin kontaktliste, fordi de store nyhedsstrømme endnu ikke er kommet i gang med vintersæsonens stof.

Tag tre faste kilder og stil dem samme spørgsmål som en ny kilde. Hvad ved de selv, og hvad hører de af andre. Hvem betaler deres arbejde. Har de rettet sig, når de tog fejl. Du behøver ikke at miste tilliden til dem, men du får et mere ærligt billede af, hvad du kan bruge dem til.

Du behøver ikke et stort apparat. Lav en kort liste, du går igennem, før en historie med påstande eller tal sendes videre. Den skal være så kort, at du faktisk bruger den, også når deadline nærmer sig. Mange glemmer listen netop i de uger, hvor den ville gøre mest gavn, så læg den et sted, du ikke kan undgå at se.

På vores forløb for redaktioner tager vi udgangspunkt i jeres eget stof og bygger listen sammen med jer, så den passer til jeres rytme. Det er ofte mere værd end en generel metode, fordi den følger de fejl, som lige netop jeres redaktion er tilbøjelig til at lave.

• Hvem er kilden, og hvad vil den?
• Er der mindst én uafhængig bekræftelse?
• Kan en kollega følge mine noter?
• Hvad ved jeg ikke endnu, og siger teksten det?

Selv med gode vaner sker der fejl. Vintermånederne byder på mange gentagne historier, og en fejl i en tidlig version kan nå at blive citeret flere steder. Den bedste forberedelse er at beslutte på forhånd, hvordan en rettelse håndteres: hvem tager imod henvendelsen, hvor står rettelsen, og hvordan markeres den over for læseren.

En klar, kort rettelse uden omsvøb koster mindre tillid end en, der forsøger at tone ned. Det handler om ydmyghed over for stoffet: du tjekkede, så godt du kunne, og du siger det åbent, når det ikke var nok.