Kildekritik i praksis: sådan er forløbet bygget op i efteråret

Kildekritik i praksis er det modul, de fleste deltagere starter med, og i efteråret har vi justeret det en smule. Kernen er den samme som før: du lærer at spørge, hvem en kilde er, hvad den vil have ud af at udtale sig, og hvordan du kan krydstjekke det, den siger. Det lyder enkelt, men det er svært at gøre ordentligt, når en deadline presser, og en kilde ringer tilbage med et tilbud, der passer perfekt til din vinkel.

Det nye er, at vi bruger mere tid på selve vurderingen og mindre på teori. Holdene får korte, konkrete cases, hvor de skal tage stilling til en kilde, før de må læse videre. Bagefter sammenligner vi, hvad hver enkelt lagde vægt på. Det viser hurtigt, hvor vores vaner adskiller sig, og hvor vi uden at mærke det lader os påvirke af en kildes titel eller tonefald.

Gennem hele modulet kommer vi tilbage til de samme tre spørgsmål. Hvem er kilden, og hvad ved vedkommende af egen erfaring i stedet for fra anden hånd? Hvad ønsker kilden, at du skal tro, og hvad vinder den ved det? Og hvad siger andre uafhængige kilder om det samme forhold? Spørgsmålene er bevidst ordinære, fordi de skal kunne bruges, når du står alene med en telefon og en tikkende uret.

Vi øver dem på materiale, der ligner det, du møder på en redaktion: pressemeddelelser, citater fra interessenter, rapporter med uklar afsender og opslag, der deles uden oprindelse. Pointen er ikke at ende med en facitliste, men at lære at sætte ord på sin tvivl, så en kollega kan følge din tankegang og eventuelt være uenig.

• Hvem er kilden, og hvad ved den af egen erfaring?
• Hvad vil kilden have dig til at tro?
• Hvad siger uafhængige kilder om det samme?

Et typisk kursusforløb veksler mellem kort gennemgang og arbejde i små grupper. Du får et materiale, en opgave og et tidsrum, og derefter præsenterer grupperne deres vurdering for hinanden. Underviseren stiller opfølgende spørgsmål, men giver sjældent svaret med det samme. Det er i selve diskussionen, at du opdager, hvilke antagelser du plejer at tage for givet.

Holdene er små, så alle når at komme til orde. Det betyder også, at vi kan tage udgangspunkt i det, du selv arbejder med, hvis du har lyst til at medbringe et eksempel. Vi lægger vægt på, at ingen skal udstilles, hvis en vurdering viser sig at være skæv. Fejl er en del af øvelsen, og netop dem lærer vi mest af, fordi de viser, hvor en rutine kan svigte.

Krydstjek bliver ofte misforstået som at finde to kilder, der siger det samme. Men hvis begge kilder bygger på den samme oprindelige udtalelse, har du kun én kilde, der er gentaget. En stor del af modulet går derfor med at spore, hvor en oplysning kommer fra, og hvem der har skrevet af efter hvem. Det er et møjsommeligt arbejde, men det er sjældent spildt.

Vi viser, hvordan du kan tegne en simpel oversigt over, hvordan oplysninger bevæger sig fra primær kilde til artikel. Når kæden er tegnet, bliver det tydeligt, hvor svage led findes. Du lærer også at skelne mellem en kilde, der bekræfter, og en kilde, der blot gentager, og at være ærlig over for læseren, når du kun har fundet én vej til en oplysning.

En vurdering er kun noget værd, hvis andre kan følge den. Derfor skriver deltagerne små noter undervejs: hvad de kiggede på, hvad de fandt, og hvad de ikke kunne afklare. Vi øver en enkel form, der kan bruges i et almindeligt dokument, uden at det kræver særlige værktøjer eller lang tid.

Fordelen mærkes især, når en læser eller en kilde senere anfægter dit arbejde. Har du noteret, hvordan du nåede frem til din vurdering, kan du svare roligt og konkret, og du kan hurtigt se, om en indvending rammer noget reelt. Det gør også overleveringen lettere, når en kollega overtager en historie, du har arbejdet på.

• Skriv, hvad du kontrollerede og hvordan
• Notér det, du ikke kunne afklare
• Gem links og kilder, så andre kan genfinde dem

Modulet er tænkt til journalister, redaktører og kommunikationsfolk, der allerede arbejder med tekst og kilder, og som vil gøre deres vurderinger mere systematiske. Du behøver ikke særlige forkundskaber ud over almindelig erfaring med at researche og skrive. Har du mødt en kilde, du var usikker på, har du det bedste udgangspunkt.

Du skal ikke forvente at gå herfra med en færdig metode, der løser alt. Det realistiske udbytte er, at du bliver bedre til at spørge det rigtige, til at dokumentere dit arbejde og til at sige højt, hvornår du ikke ved nok. Det er en vane, der opbygges gradvist, og som bliver stærkere, jo oftere du bruger den på dit eget stof.