Sådan deler du en påstand i led og tjekker hvert led for sig

Det første, jeg beder deltagerne om, er at skrive påstanden ned præcis, som den blev sagt eller trykt. Ikke som du husker den, og ikke i din egen omformulering. Mange tjek går skævt allerede her, fordi man uden at mærke det tjekker en lettere udgave af det, der blev sagt. Notér også, hvem der sagde den, hvor og hvornår, for det er en del af påstanden og kan ændre, hvad der skal tjekkes.

Læs derefter sætningen langsomt og understreg ord som mere, mindre, altid, aldrig, hver tredje og siden sidste år. Netop de ord bærer ofte hele vægten. En påstand om, at noget er steget kraftigt, kan være rigtig for ét tidsrum og forkert for et andet. Når du kan se de ord, ved du, hvad du faktisk skal finde tal eller dokumenter til.

Skriv til sidst i én linje, hvad der skal være sandt, for at påstanden holder. Den linje er din arbejdsplan, og du vender tilbage til den, når du er i tvivl om, hvor langt du er nået.

• Skriv påstanden ordret, med afsender, sted og tidspunkt
• Understreg tal, tidsangivelser og ord som alle, aldrig og kraftigt
• Formulér i én linje, hvad der skal være sandt

En sammensat påstand er sjældent enten rigtig eller forkert. Typisk indeholder den flere små udsagn, hvoraf nogle holder, og andre ikke gør. Tag en sætning som: Efter reformen er ventetiden halveret, og flere patienter er tilfredse. Den rummer mindst tre led: at der var en reform, at ventetiden blev halveret, og at tilfredsheden steg. Dertil kommer en antydet årsag, nemlig at reformen forklarer ændringen.

Skriv hvert led på sin egen linje, og giv det en status: ikke tjekket, tjekket og holder, tjekket og holder delvist eller tjekket og holder ikke. Det virker simpelt, men det tvinger dig til at holde styr på, hvad du faktisk har bevist, og hvad du blot har på fornemmelsen.

Vær især opmærksom på årsagsleddet. Det er det, der oftest slæber sig igennem upåagtet. At to ting sker samtidig, er ikke det samme som, at den ene forårsagede den anden, og det led kræver ofte sin egen type kilde.

• Giv hvert led en linje og en status
• Skil faktum, tal og årsagsforklaring ad
• Tjek årsagsleddet som et selvstændigt led

Når leddene står klart, begynder jagten på kilden tættest på tallet eller hændelsen. Primære kilder er for eksempel den originale rapport, selve datasættet, retsdokumentet, referatet eller den, der var til stede. En avis, der citerer en rapport, er en sekundær kilde, og den kan have læst forkert, forkortet eller sat tallet i en anden ramme.

Brug sekundære artikler som vejviser, ikke som bevis. Se, hvad de henviser til, følg linket eller titlen, og find dokumentet selv. Opdager du, at flere medier gentager det samme tal uden at nævne oprindelsen, er det et tegn på, at de alle har det fra samme sted, og så har du ikke flere uafhængige kilder, men én kilde gentaget mange gange.

Gem hver kilde med adresse, dato for besøget og en kort note om, hvad den dokumenterer. Så kan en kollega følge dit spor uden at spørge dig, og du selv kan genfinde det, når nogen om en måned stiller spørgsmål.

• Følg henvisninger tilbage til dokumentet selv
• Tæl uafhængige kilder, ikke antal gentagelser
• Notér adresse, besøgsdato og hvad kilden dokumenterer

At have fundet en kilde er ikke det samme som at have et bevis. Spørg, om kilden måler det, påstanden handler om. En opgørelse over henvendelser siger ikke nødvendigvis noget om, hvor mange der faktisk er berørt, og et gennemsnit kan skjule store forskelle. Tjek også definitionerne: Hvad tæller med, og hvad er sorteret fra? Hvilket tidsrum og hvilken gruppe dækker tallet?

Overvej dernæst, hvem der har lavet kilden, og hvad de gerne vil. Det gør ikke automatisk tallet forkert, men det fortæller dig, hvad du skal krydstjekke mod noget uafhængigt. En organisation, der selv har interesse i resultatet, kan have lavet en korrekt opgørelse, men valgt det udsnit, der tager sig bedst ud.

Prøv til sidst at argumentere imod dig selv. Hvilken anden forklaring kunne give det samme udslag? Hvis du ikke kan afvise den, skal din formulering være mere forsigtig, end påstanden lægger op til.

• Måler kilden det, påstanden handler om?
• Tjek definitioner, tidsrum og målgruppe
• Find mindst én alternativ forklaring og prøv at afvise den

Et tjek ender sjældent i et rent ja eller nej. Ofte er svaret, at tallet er rigtigt, men sat i en vildledende ramme, eller at ét led holder, mens et andet ikke kan dokumenteres. Skriv det, som det er. Brug formuleringer, der siger, hvad du har fundet, og hvad du ikke har kunnet finde, i stedet for en ensartet skala, der presser nuancerne ud.

Skriv konklusionen i et sprog, en læser uden for faget kan følge, og vis vej til kilderne, så den kan efterprøves. Hvis du ikke kunne få fat i en nøglekilde, så sig det åbent. Det er ikke en svaghed, men en del af det, læseren har brug for at vide for at kunne bedømme dit arbejde.

Husk, at konklusionen kan ændre sig. Kommer der nye oplysninger, hører det med til arbejdet at åbne sagen igen og rette, hvis du tog fejl. Det kræver ydmyghed, men det er også det, der gør et tjek til noget, andre kan stole på.

Metoden bliver først rigtig sikker, når du har brugt den på flere påstande, og det er den slags øvelser, vi bygger kurset op omkring. Start småt: Vælg en påstand fra dagens nyhedsstrøm, skriv den ordret, del den i led, og find den primære kilde til ét led. Det kan sagtens klares på en halv time, og du lærer mere af det end af at læse om metoden.

Gør det gerne sammen med en kollega, der ikke kender sagen. Når du forklarer dine led og dine kilder for en anden, opdager du hurtigt, hvor du har gættet. Byt derefter og tjek hinandens arbejde, for friske øjne finder huller, du selv har lært at overse.

Gem dine noter fra hver øvelse i samme struktur hver gang. Efter nogle uger har du en lille samling af tjek, du kan vende tilbage til, og et mønster for, hvilke typer påstande der oftest snubler, og hvilke kilder der oftest holder.

• Vælg én påstand og ét led ad gangen
• Forklar dit tjek for en kollega, der ikke kender sagen
• Brug samme notestruktur hver gang